Her er den så, vesten - i selskab med den malede slangeskindstaske og mine elskede blomstrede Dr. Martens - de tre kan i sammenhæng få sol og varme frem på selv den koldeste aprildag. Hvad sker der lige for dette års forårsvejr?

​Her er lidt detaljer om vesten
Opskrift: 37 fra ALT for damernes Stikkebog 1971-72
Garn: Blackhill Højlandsuld fra Garnudsalg 
- i farverne: Lakrids, Flødeskum, Ilter, Solskin, Lys Indigo og Græsplæne
Garnforbrug: 151 g i alt
Pinde: 2,5 og 3mm
Bemærkninger: Til vesten skal egentligt bruges 7 og ikke 5 mønsterfarver, hvilket kan ses HER. 
Vesten er strikket frem og tilbage, hvilket har betydet at halvdelen af farveskiftene er sket på vrangpinde, som er temmeligt tidskrævende. Jeg havde overvejelser om at strikke vesten rundt i ret, som ville gøre de mange farveskift en del enklere. Men jeg valgt at holde mig til opskriften, da de hop, der fremkommer ved farveskift, ville genere mig.
Ærmegabet er forlænget med 1 cm.
Ribben i halsudskæringen og ærmegabene er strikket for sig og efterfølgende syet på med stikkesting.

Garnet er oprindeligt indkøbt til at strikke på maskine med, for jeg havde ALDRIG tænkt, at jeg nogensinde skulle blive færdigt  med noget som helst af den størrelse på pinde 3. Men jeg må sige, det har været en ren fornøjelse at strikke i. Så har det den mest vidunderlige duft, som jeg vil tro stammer fra lanolinen i ulden. Når det bliver dampet, åbner fibrene sig og danner en helt ensartet strik.
Strikkemaskinen er jeg aldrig blevet gode venner med. Så den fik Klara, hun er en haj til at strikke på maskine og elsker det. Så det kan jo ikke passe bedre!

Det bliver bestemt ikke sidste projekt i Balckhill Højlandsuld, jeg har stadig mere tilbage og endda flere farver. Næste projekt bliver nok noget, jeg selv komponerer ...

Forstykket og bagstykket er helt færdige og presset OG rib til halskanten er omtrent halvt færdig. Så nu mangler jeg blot to gange rib til ærmegabene. Jeg regner med om et par aftener eller tre, er jeg nok klar til at montere vesten helt færdig.

Her klapper jeg lige mig selv på skulderen, for helt ærligt synes jeg, det er ret godt gået - taget i betragtning, at jeg ikke hører til de hurtigst strikkende. Jeg startede omkríng 1. februar og er næææsten færdig nu to og en halv måned senere.

​​Men se lige alle de garnender, jeg bliver helt udmattet ved tanken om at skulle hæfte dem alle - en for en -  SUK!

Så jeg har besluttet mig for en måske lidt uortodoks løsning, som sikkert vil få misbilligende øjne fra inkarnerede strikkere ;)

Det bliver noget med at slå en masse knuder på garnenderne og få dem til at fylde mindst muligt og så gemme dem bag et påsyet bånd.
Trylle, trylle, trold - enderne er væk, vesten ser også godt ud på vrangen - og det gør jo ikke noget, vel?!

Sideløbende er jeg blevet færdig med at konstruere mønstret til det ternede sæt fra forleden og er klar til at gå i gang med at klippe. Jeg har besluttet mig for at gå efter min oprindelige idé til jakken: at gøre den vendbar. På den måde får jeg to-jakker-i-en med kun en smule ekstra arbejde. Der er altså noget med vendbart tøj, det er lige som om, det bærer på en hemmelighed, som kun særligt indviede kender til. Hvis det så samtidigt rummer på en god kontrast, er det helt perfekt.

Til den modsatte side har jeg fundet disse små stykker Kina satin frem, som jeg havde liggende. Med svulmende blomster, der giver lige den kontrast til det ternede, jeg synes så godt om. Dem vil jeg øge på forskellig vis og håber på at få dem til at række. Kryds fingre!!

Det turkis- og rødstribede bånd skal syes på lynlåsen på den blomstrede side af jakken, da jeg kun kunne få en sort vendbar lynlås. Det multistribede bånd er perfekt i farverne og jeg tænker det kan bruges, når puslespillet skal lægges med de små stumper Kina satin.

Se lige hvad der dukkede op: Mit gamle oplæg til en nederdelsdesignopgave, jeg lavede på Haandarbejdets fremmes Seminarium tilbage i 90'erne. Jeg synes faktisk stadigt designet ville gå til det gul- og sortternede stof. Det er bare modellen her - altså undertegnede - der hverken har den rette figur og alder længere. Men pyt med det, det er sjovt at finde på en anden løsning nu :)

Kalenderen siger forår, men solen lader vente på sig. Så jeg forsøger at få solen lidt frem - så kan farven gul hjælpe lidt til.

Blomsten er bare en fra grusholdepladsen ved Astas skole - men den var så fin og gul, så den måtte med hjem og blive foreviget. Jeg ser den omsat til stof og perler, som kan pynte på et jakkerevers.
​
Det ternede stof har været i mine gemmer siden start-halvfemserne, men er aldrig blevet til andet end en hat, da jeg gik på Haandarbejdets Fremmes Seminarium på samme tid. Nu skal stoffet bruges til en nederdel og jakke til mig selv. Fløjlen stammer fra min svigermors gemmer, der er kun en lille bid, men jeg tænker, det rækker til en vest.

Falder det ud som ønsket, tager jeg fat på at konstruere mønstre i flere størrelser med henblik på salg - en drøm, jeg har gået med i mange år.

I dag står den på rengøring, før vi får huset fuld i morgen. Nogen kommer her for først gang, så må ens hjem jo gerne tage sig ud fra sin bedre side.
Jeg havde egentlig også planer om at nå en tur i haven, hvor jeg har rumsteret en del den sidste uges tid. Nu kan det godt mærkes i mine arme, der er godt trætte efter både at slibe fliser og flytte jord. Så haven må vente i dag. Så er det godt, at der er flere dage at tage af.

I stedet vil jeg få kigget på disse fire sofapuder, der har set bedre dage og trænger til en kærlig hånd.

Det er flere år siden,  jeg syede dem af forskellige rester af møbeltekstiler og lidt korsstingsprøver. Jeg er stadig glad for dem, derfor vil jeg sætte en redningsaktion i gang, før det er alt for sent,. Kanterne er tyndslidte på flere af dem, en er skredet i en søm og tæt på det i en anden og den sidste er så tyndslidt, at der må nogle lapper til.

Jeg agter at lave det hele i hånden for at lade reperationerne fortælle videre på den historie, puderne allerede bærer på. Det synes jeg nemlig helt særligt om. Det ville måske være lettere og tilmed hurtigere at sy fire nye sofapuder ... Men skulle disse så bare kasseres? Nej, de får lige en tur mere!

Asta skal til fødselsdag hos en veninde i morgen og ville gerne selv lave gaven til hende. For "Hvem gider have penge og et kort?" - det synes Asta i hvert fald ikke er en ordentlig gave. Valget faldt på en monster-pude med skumle øjne og et stort tandsæt, som Asta malede på turkis bomuldssatin med Pallett farve. Jeg skulle så stå for syning og montering af horn, arme, ben og hale. 
Hold op hvor vi hyggede os. Jeg fik endda lov til at tage disse billeder og bruge dem her.

Men, men, men Astas store arbejde gik i vasken ...
Møgærgeligt - og det var faktisk min fejl. For at slippe af med Pallett farvens stivhed smed jeg det færdigmalede og varmefikserede stykke stof i vaskemaskinen. Her bagefter slår jeg mig på panden over, hvorfor jeg ikke bare gav det et kort skåneprogram helt alene i maskinen, frem for at smide det ind sammen med en masse andet.
Hvis ikke det var fordi, det var så længe siden, jeg arbejdede med Pallett farve sidst, kunne jeg sikkert have regnet ud at det måtte gå sådan. Resultatet blev, at farven flere steder var krakeleret og vasket væk. Den unge dame var helt naturligt fuldstændigt slået ud. Mine forslag til at redde projektet blev alle afvist :(

Heldigvis er vi nu nået frem til en brugbar løsning, hvor Asta starter på en helt ny og anden model i morgen tidlig. Den bliver ikke så detaljeret som den oprindelige, for nu er vi jo endt med at komme lidt i tidsnød. Vi holder på, at det lykkes denne gang. Nu har vi jo begge en masse erfaringer, anden gang går det jo ofte hurtigere :)

- er ikke spor underligt, min cykelhjelm er blevet dekoreret med over flere tusinde prikker . . .

Det blev altså hverken tasker eller fodtøj, der stod for tur. Jeg har lige fået sprit-ny cykel og syntes cykelhjelmen var nødt til at få et make-over for, at den ikke skulle blive alt for misundelig. Jeg måtte se at blive færdig i en fart, for jeg er ikke helt sikker på at Posca'erne* holder til et regnskyl - og nu skal der altså cykles uanset vejr! Da prikkeriet var overstået, fik hjelmen en gang klar mat lak. Båndene, der havde en limegrøn stribe, blev dækket af sort bånd med hvide prikker.

Cykelhjelmen har været et udmærket lille pauseprojekt, der kunne føres ud i livet næsten samtidigt med, at ideen opstod. 
En sund øvelse i at få noget gjort færdigt, når projekter nogle gange lider en kedelig skæbne i bunkerne og ender med ikke at blive færdige, mens andre aldrig når at blive forløst, fordi de fylder og stjæler nattesøvn og jeg går i passiv mode og blokerer.

* link til fin lille film om Posca tuscher

Her er så min fine nye cykel med tusmørkehimmel og reflekser, der lyser i skæret fra blitzen :)
Det er da umuligt ikke at smile, når man kører på sådan en.