Velkommen på min rejse til et mere aktivt kreativt liv, hvor de idéer, jeg er så fuld af, kan hjælpes til forløsning.
Jeg har længe ønsket at starte en blog, hvor jeg kan få styr på mine tanker og idéer. Her vil jeg dokumentere processen.
Fornemmelsen for det, jeg har skabt, forsvinder let for mig, da jeg aldrig har brugt kræfter på at lave en portfolio, men det vil jeg nu.
“Fokus og handling” skal fra nu af være mit mantra. Denne blog skal være stedet, hvor jeg vil udfolde mig i ord og billeder undervejs.
Tekstile skulpturer er en idé, som jeg har gået med alt for længe. Samtidigt med premieren på min blog kaster jeg ud i mit første forsøg på en tekstil skulptur. Ved at skildre det projekt vil jeg søge at finde en form, som passer til det, jeg ønsker at dokumentere samt finde ind til, hvordan min stemme lyder i blog-form.
Jeg har længe ønsket at starte en blog, hvor jeg kan få styr på mine tanker og idéer. Her vil jeg dokumentere processen.
Fornemmelsen for det, jeg har skabt, forsvinder let for mig, da jeg aldrig har brugt kræfter på at lave en portfolio, men det vil jeg nu.
“Fokus og handling” skal fra nu af være mit mantra. Denne blog skal være stedet, hvor jeg vil udfolde mig i ord og billeder undervejs.
Tekstile skulpturer er en idé, som jeg har gået med alt for længe. Samtidigt med premieren på min blog kaster jeg ud i mit første forsøg på en tekstil skulptur. Ved at skildre det projekt vil jeg søge at finde en form, som passer til det, jeg ønsker at dokumentere samt finde ind til, hvordan min stemme lyder i blog-form.
Cheyenne - den smukkeste plethest - nu min pegasus
Skelettet til min første tekstile skulptur ER færdigt. Den skal ende som et kærligt portræt af min bedste hesteven gennem næsten 13 år - Cheyenne, som desværre måtte her fra sidste torsdag. Jeg har valgt at skildre hende med vinger som symbol på, at hun ikke er her mere.
Jeg ved, at savnet af hende aldrig helt vil forsvinde men også, at det over tid vil blive lettere at bære. At bruge tid på at portrættere hende vil forhåbentligt hjælpe det lidt på vej.
Selvom det var forventet, at det ville blive hårdt at miste hende, så havde jeg alligevel ikke helt forestillet mig hvor hårdt.
“Hun var jo bare en hest!”
Men sådan føles det bare ikke. Det er næsten ubærligt, når jeg tænker på, at hun ALDRIG mere skal skubbe til mig med sin mule for at hilse på mig, ALDRIG mere skal slikke mine hænder, ALDRIG mere skal spidse sin mule på sin helt egen måde, mens jeg klør hende på et af hendes helt særlige steder …
Sådan kunne jeg blive ved!
Jeg ved, at savnet af hende aldrig helt vil forsvinde men også, at det over tid vil blive lettere at bære. At bruge tid på at portrættere hende vil forhåbentligt hjælpe det lidt på vej.
Selvom det var forventet, at det ville blive hårdt at miste hende, så havde jeg alligevel ikke helt forestillet mig hvor hårdt.
“Hun var jo bare en hest!”
Men sådan føles det bare ikke. Det er næsten ubærligt, når jeg tænker på, at hun ALDRIG mere skal skubbe til mig med sin mule for at hilse på mig, ALDRIG mere skal slikke mine hænder, ALDRIG mere skal spidse sin mule på sin helt egen måde, mens jeg klør hende på et af hendes helt særlige steder …
Sådan kunne jeg blive ved!
På lidt over en uge har sorgen over Cheyenne gjort mig mere motiveret end nogensinde før til at føre mine kreative idéer ud i livet. Jeg har ikke villet lade tabet gøre mig sort og trist og har derfor været meget fokuseret på at få det bedste ud af situationen. Uden helt at tænke over sammenhængen endnu, sagde jeg til en veninde dagen efter: “Nu er jeg færdig med at søge!”
For hvor har jeg dog søgt! - efter hvilket virke, som kunne give mig en følelse af ZEN.
I takt med at jeg skriver dette, giver det mere og mere mening. Når jeg 2 gange om ugen var sammen med Cheyenne, gav det mig denne ZEN følelse, den kunne kompensere lidt for det, jeg har søgte efter. Nu er hun væk og er symbol på, at jeg skal videre og at jeg er nødt til selv at tage mig derhen. Dette gøres ikke i store spring men et enkelt skridt ad gangen.
Jeg drømmer om at turde sige mine drømme højt. For mig handler det ikke om Janteloven, det handler derimod om usikkerhed og blufærdighed.
For hvor har jeg dog søgt! - efter hvilket virke, som kunne give mig en følelse af ZEN.
I takt med at jeg skriver dette, giver det mere og mere mening. Når jeg 2 gange om ugen var sammen med Cheyenne, gav det mig denne ZEN følelse, den kunne kompensere lidt for det, jeg har søgte efter. Nu er hun væk og er symbol på, at jeg skal videre og at jeg er nødt til selv at tage mig derhen. Dette gøres ikke i store spring men et enkelt skridt ad gangen.
Jeg drømmer om at turde sige mine drømme højt. For mig handler det ikke om Janteloven, det handler derimod om usikkerhed og blufærdighed.