• Velkommen
  • På Vej Til Gingham - blog
Mette Reinhold Bloch

Nu må det stoppes!

29/12/2015

0 Kommentarer

 
Det sker ALTID på et tidspunkt...
Når man virkeligt holder af et stykke tøj, så bliver det brugt ofte, det slides, det bliver tyndslidt OG får huller! Her kan man vælge at sige, det var så det - ærgeligt, men nu er det slut.
Jeg synes, at tøjet fortjener en bedre skæbne end at ryge ud. Derfor har jeg hylder fulde af slidt og elsket tøj. Det bruger jeg i nye projekter. Jeg holder af brugssporene og synes, det er med til at fortælle en historie.

De særligt heldige stykker tøj bliver ordnet, så de fortsat kan bruges - indrømmet, det sker ikke så ofte. Men nu har jeg besluttet mig for, at det skal være anderledes fremover. 
Det er grunden til, at jeg nu vil lære at stoppe!
Billede
Tidligere har jeg hjulpet elsket strik fra døden med lapper og kanter i stof eller skind. Egentlig en udmærket løsning. Men siden jeg for et års tid siden genopdagede stopning, har teknikken ligget og luret i min underbevidsthed, som noget jeg ville afprøve.

Til forskel fra mange andre håndarbejdsteknikker er den ikke blandt dem, jeg har fået ind med modermælken. Min Mormor stoppede sokker, da jeg var barn. Jeg husker, at jeg dengang syntes, det var ret smart, at man kunne give sokkerne nyt liv ved at væve hullet til. Så den vævede stoppeteknik kendte jeg til i forvejen. Det var nyt for mig, da jeg så, at man også kan stoppe ved at strikke.

Jeg har fundet og fulgt en ret god tutorial HER
Billede
Jeg har kastet mig ud i både strikke- og væveteknikken på en gammel købestrik af husbondens. Den har før været lappet på begge albuer med store matchende skindlapper. Lapperne var syet på i hånden med forsting med rød tråd. Dog syet på med for stærk tråd i forhold til strikken, så stingene truede med at lave flere små huller. Trøjen røg retur i klædeskabet til senere omsorg - som er NU!

Her er lidt billeder af et par færdige vævestopninger og en påbegyndt strikkestopning. Vævestopningerne overvejer jeg at lave om. De er de absolut første stopninger, jeg nogensinde har lavet. Så jeg har gjort mig et par erfaringer undervejs, som jeg synes, det er værd at afprøve ved at starte forfra.

Glæder mig til at vise det færdige resultat frem, når det er klart.
0 Kommentarer



Efterlad et svar.