• Velkommen
  • På Vej Til Gingham - blog
Mette Reinhold Bloch

Lakrids og bodypaint - skøn forening eller dårlig smag?

23/12/2015

0 Kommentarer

 

GØR-DET-SELV
Julekalender
23. december - Lille Juleaften

Nu er jeg ved at komme på den både med tid og idéer, der kan nåes midt i juleforberedelserne ...
Tanken var egentligt, at dagens låge skulle handle om min borddækning til i morgen aften. Men da jeg er absolut bagud med den, så var det heldigt, at jeg blev reddet på målstregen af min husbond. Han har hjembragt alskens julelækkerier, som Brugsen ville af med, før de holder lukket i en tre dages tid. 

Han havde bl.a. købt marcipan med lakrids! Jeg ved det godt. Det er en enten eller ting.
​Jeg er for lakrids - i alt - selv i marcipan, som jeg helst kun spiser sammen med masser af nougat.

Så var det jeg tænkte: "Hallo, jeg kan slå to fluer med et smæk!" Så sådan blev det, jeg greb inspirationen, da den kom over mig.
De blev ikke helt tossede, hvis jeg selv skal selv sige det.

Konfekt af marrcipan med lakrids
  • 150 g marcipan med lakrids
  • 100 g hvid chokolade
  • 18 tranebær
  1. Del marcipanen i 3 lange stænger
  2. Del stængerne i 6 terninger hver
  3. Smelt halvdelen af den hvide chokolade
  4. Når chokoladen er flydende blandes den med resten af chokoladen
  5. Hver terning dyppes i chokoladen og sættes på et stykke bagepapir
  6. Placer et tranebær ovenpå

Velbekomme! Håber de smager!

Nu til det der med bodypaint
Den indrammede plakat hænger i vores køkken - lige bagved hvor jeg havde sat konfekten til afkøling. Plakaten var ikke ægte svær at undgå at få med på billedet, men jeg syntes, den var sjov at få med.
Mon nogen kan genkende modellen?
0 Kommentarer

Julelandskab - anden del

22/12/2015

0 Kommentarer

 

GØR-DET-SELV
Julekalender
22. december

Billede
Her er så resultatet af vores allerførste julelandskab!
Det endte med, at Asta stod for det sammen med en veninde. Det var egentlig også bedst sådan. Både fordi de lavede det selv og hyggede sig med det. Samtidigt havde jeg mulighed for selv at få andre juleforberedelser fra hånden.

Så et egentligt GØR-DET-SELV indlæg er det ikke blevet til. Pyt med det for det har var meget bedre :) 
0 Kommentarer

Julelandskab - første del

21/12/2015

0 Kommentarer

 

GØR-DET-SELV
Julekalender
21. december

Billede
Jeg har i flere år lovet yngstebarnet, at vi sammen skulle lave et julelandskab. Det er bare ALDRIG blevet til noget før nu. 
I år skal det altså være ...
Årsagen er denne fine kirke af træ, som jeg stødte ind i i mine forældres kælder for nogle uger siden. ​Det må være min bror, der har lavet den i sløjd som barn.
Billede




Jeg har ingen erfaringer med julelandskaber. Så vi må prøve os frem. Jeg har gjort nogle indledende knæbøjninger i form af nogle skråninger med træer. 
​Til skråningerne har jeg brugt
  • et stykke brænde
  • små birkekviste
  • thujakviste
  • boremaskine og bor
  • glimmersne
  • hurtigttørrende lim
  1. Brændet saves over i to, så det danner to skråninger
  2. På den ene side af skråningen bores huller til birkekvistene
  3. På den modsatte side bores huller til thujakvistene
  4. Birkekvistene pyntes med glimmersne og limes fast i hullerne
  5. Thujakvistene limes de ikke fast, de vil givetvis visne - de kan således skiftes ud
Jeg forestiller mig, at disse skråninger kan gemmes og tages frem igen næste år. Men som nævnt, har jeg ingen erfaringer, så det må betragtes som et eksperiment.

Billede
Nu glæder jeg mig til at se hvad Asta kan finde på i morgen, når det er hendes tur til at komme på banen :)
0 Kommentarer

Lav det selv - "Det er for godt til at smide ud"

20/12/2015

0 Kommentarer

 

GØR-DET-SELV
Julekalender
18. - 19. - 20. december

Pyh, der har netop været nogle dage, hvor jeg blev indhentet af livet. Der har været flere gøremål end jeg kunne nå. Julekalenderen måtte vige pladsen for andet, der ikke kunne skubbes. Som dagene er gået har jeg overvejet, hvordan jeg skulle komme videre med Julekalenderen herfra...

Nu er jeg tilbage med en TRE-I-EN "klalenderlåge" - tre mindre GØR-DET-SELV projekter, der alle er lavet af genanvendte materialer. Materialer som de fleste af os har hjemme:
  • Gaveposer af gamle børnebøger
  • Til og fra kort af julekort
  • Karklude af gamle håndklæder
Billede
Gaveposer
Materialer og redkaber​
  • børnebilledbog
  • farvet papir, der passer til bogen i størrelse og til billederne i farve
  • lineal
  • saks
  • hurtigttørrende flydende lim
  • hultang eller hulmaskine
  • en tung bog til at lægge kortene i pres

  1. Udvælg det antal sider samt de motiver, du vil bruge til 
  2. Fold siderne 1 cm mod bagsiden
  3. Fold toppen og bunden 2 cm mod bagsiden
  4. Klip hjørnerne skråt af mellem side og bund
  5. Klip papir, så det passer til størrelsen på den foldede billedbogsside . dog 2 cm kortere foroven
  6. Smør limen på i et tyndt lag og lim det farvede papir på billedbogsiden
  7. Læg poserne i pres under bogen mens de limen tørrer
  8. Klip et hul i midten foroven til at binde et bånd i til at lukke posen med
Billede
Til og fra kort
Materialer og redkaber
  • 1 dobbelt julekort
  • papir til at dække over, det der er skrevet på kortet
  • lineal
  • saks
  • limstift
  • en tung bog til at lægge kortene i pres
  • hultang eller hulmaskine

  1. Klip papir ud i samme størrelse som kort
  2. Lim papiret på hele fladen
  3. Afhængigt af størrelse og motiv klippes kortet i et passende antal mindre til og fra kort
  4. Fold de små til og fra kort og læg dem ovenpå hinanden med bogen ovenpå, mens kortene tørrer

Som tak for julekortene, send dem videre på en ny rejse!
Billede
Karklude - 8 stk.
Materialer og redkaber​
  • 1 håndklæde 50 x 100 cm.
  • saks

  1. Start med at klippe de syede kanter af håndklædet
  2. Fold håndklædet på midten og klip det i folden
  3. Dette gøre to gange på den lange led og en gang på den korte
  4. Zig-zag rundt kanten, så kluden ikke trævler i brug

​(Det er for ganske nyligt gået op for  mig, at syntetiske karklude afgiver mikroplastik i takt med, at de bliver vasket. Det skriger indeni mig ved tanken om, at jeg har brugt dens slags karklude hele mit voksne liv. Det har jeg så valgt at råde bod på nu.
Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke har i sinde at missionere for hverken vores sundhed eller miljøet her. Som sagt er det helt ny viden for mig, så måske er der andre, for hvem det også er ny viden.)


God fornøjelese!
0 Kommentarer

Nederdel i A-facon - konstruer den selv

17/12/2015

0 Kommentarer

 

GØR-DET-SELV
Julekalender
17. december

Billede
Her ser du min favoritnederdel over dem alle. Generelt elsker jeg nederdele, men den her er og bliver den bedste. Ingen dikkedarer - INGEN indsnit, TO sømme, INTET foer - lige en nederdel efter min smag. Så klæ'r den tilmed de fleste, hvis man altså er til det simple look.

Der findes naturligvis en lang række af argumenter for at konstruere den ud fra en personlig grundform, som vil gøre dens pasform fuldkommen.
Men denne teknik er til at gå til for de fleste uden andre forudsætninger end en interesse for at sy.

For at konstruere den selv skal du bruge fire mål
  • taljevidde (TV)
  • hoftevidde (HV)
  • Hoftehøjde (HH)
  • nederdelslængden​ (NDL)

Disse mål tages korrekt på flg. måde
- gerne med hjælp fra en anden, hvis nederdelen er til dig selv.
  • TV er nederdelens øverste kant. Lav en papirstrimmel på i 2 cm bredde. Den skal være lang nok til at nå omkring livet + lidt ekstra. Placer den, hvor du ønsker taljen skal sidde - hæft den sammen med lidt tape.
  • HV er det bredeste sted hoften. Før et målebånd omkring hoften, så det ligger glat. Hold målebåndet samlet og før det op og ned, for at kontrolere, at det er det bredeste punkt.
  • HH er den lodrette afstand mellem TV og HV. Dette måles fra overkanten af papirstrimlen i taljen til nederste kant på målebåndet.
  • NDL er nederdelens ønskede længde. Denne teknik egner sig bedst til NDL, der er lige omkring knæet!
Billede



​Optegningen i tre steps


OBS! Der kan lægges til HV, hvis et løsere fit ønskes. Hvilket vil give en silhuet, der minder om nederdelen på billedet.

HUSK 2 cm sømrum ved sidesømme, 1 cm ved taljen og 3 cm til oplægning.

​Det sytekniske har jeg valgt ikke at komme ind på i forbindelse med julekalenderen. Det findes der heldigvis råd for herude på nettet. Der er med sikkerhed en masse gode tutorials med syning af nederdele, isyning af alm. eller skjult lynlås, ...

Er det noget, der kan bruges? Som gaveidé eller til at tage på Juleaften?
0 Kommentarer

Julegaveværksted - varme til alle

16/12/2015

0 Kommentarer

 

GØR-DET-SELV
Julekalender
16. december


Billede
Her hedder den en "Varmedimmer". Skal der hygges om nogen, så smider vi sådan en i mikrobølgeovnen på fuld effekt i to et halvt til tre et halvt minuts tid. Derefter er der dømt varme og velvære temmeligt længe. Den er god mod ømhed og smerter, til de kuldskære og til opvarmning af senge i vinterkolde rum. Og der er givetvis andre anvendelsesmuligheder.

Listen er lang. Jeg ved den bliver et sikkert hit hos den heldige modtager og så gør det jo ingenting, at den er hurtigt lavet.

Til en enkelt "varmedimmer" går der
  • 25 cm bomuldslærred - min. 140 cm bredt 
  • 25 cm stout
  • tråd
  • 2 liter hele hvedekerner

Jeg kan lide at lave den i to forskellige stykker stof til for- og bagside, men det bestemmer man selv. Ovenfor er stofmængden angivet for en slags stof til for- og bagside.

Jeg har erfaring for at fylde "varmedimmerne" med hvedekerner, og synes det fungerer perfekt.
Alternativt kan "varmedimmeren" fyldes med hørfrø, som jeg har læst et sted på nettet skulle fungere rigtigt godt. Jeg har blot ingen erfaring med hørfrø. Fordelen kan dog være, at de er lidt lettere at opdrive.

Klippevejledning
21 X 62 cm - 1 stk. stof + 2 stk. stout
23 X 62 cm - 1 stk. stof

Den færdige varmedimmer måler 20 X 60 cm. Den har fire kamre, der er 15 cm brede.

Syvejledning
  1. Sy stoffet sammen ret mod ret langs den ene lange søm - pres sømrummet til hver side
  2. Gentag pkt. 1 for stouten
  3. Læg stoffet med vrangsiden opad og læg stouten ovenpå med sømrummet opad, så sømmene ligger ud for hinanden - hæft stof og stout sammen med nåle langs de lange sider
  4. Sy de to korte sømme for enderne gennem både stof og stout på en gang, så stouten vender udad og stoffet vender ret mod ret.
  5. Vend det hele om, så retten af stoffet kommer frem - pres sømmene flade fra retten
  6. Sy tre stikninger med hver 15 cm mellemrum, så det danner fire kamre
  7. Pres de to cm stof først en cm ned og så en cm mere ned, så det går ned og dækker den lange åbne kant
  8. Fyld hvert kammer med 5 dl hvedekerner. Hver gang et enkelt kammer er fyldt bøjes den pressede kant ned og lukkes med et par nåle
  9. Sy til sidst to parallelle stikninger langs den ombukkede kant - husk at hæfte ender i begge ender
Billede
Så er varmedimmeren færdig og klar til at ryge under juletræet!
0 Kommentarer
<<Forrige
Fremad>>