I flere år end jeg bryder mig om at tænke på, er der mange af mine idéer, som jeg ikke har ført ud i livet. Idéer, som jeg inderligt har følt var gode, er blevet kasserede.
Mønstret har typisk været, at jeg er gået i seng med en tilfreds følelse over en ny idé, som jeg har villet gøre mere ved senere. Når jeg så er vågnet følgende morgen, har jeg tænkt: “Hvad pokker tænkte du på, Mette?”
Den gode følelse fra aftenen før var forsvundet.
Mønstret har typisk været, at jeg er gået i seng med en tilfreds følelse over en ny idé, som jeg har villet gøre mere ved senere. Når jeg så er vågnet følgende morgen, har jeg tænkt: “Hvad pokker tænkte du på, Mette?”
Den gode følelse fra aftenen før var forsvundet.
Det er vel omtrent ti år siden, at jeg på et iværksætterkursus mødte en anden, som beskrev den samme oplevelse af tvivl. En tvivl, som for mit vedkommende har betydet, at projekter er blevet skrinlagt igen og igen. Ved at møde en anden, der havde det på samme måde, begyndte jeg at forstå, at tvivlen altid vil være en tro følgesvend i min kreative proces.
Jeg ønsker, at denne indsigt en dag kommer til at betyde, at jeg helt kan ignorere tvivlen. Jeg øver mig i fantasien på at materialisere tvivlen og ser for mig, hvordan jeg krøller den sammen, som var den et ark papir, som jeg smider væk.
Jeg mestrer det desværre ikke fuldstændigt. Mon ikke det vil lykkes hen ad vejen ved at nedfælde det her?